Så kom den dag hvor vi skulle optræde for rigtig mange mennesker, på et stor marked, med vores lille kapahaga gruppe. Det gik ok selvom nerverne sad lidt ude på tøjet…

Ud over at vi var nervøse, var det også rigtig varmt at stå der og optræde i ca. 28-30 grader………….. pppuuuuhhhhaaaaaaa….

Når så må det være tid til at skrive lidt her på bloggen igen. Siden sidste er der sket en del, på den private front, da jeg for en måned siden fik den største overraskelse, som Rikke havde vist et par uger i forvejen. Det var lørdag d. 13/10, og det var eftermiddag da Rikke spurte om vi ikke lige skulle tage ned på vores lokale cafe og drikke en laté, og det syntes jeg jo lød som en god ide, så det gjorde vi. Vi sad ude bag ved, da man ikke må ryge inden for her i NZ. En af vores gode venner, Dave ville lige fortælle mig noget og bedte mig om, at komme inden for. Han stod og ventede lidt og pludselig kunne jeg høre en sang, som min kæreste har skrevet til mig, inden jeg tog af sted, og spurte først om hvor de havde den sang fra og om det var på den cd. Men lige i det jeg havde sagt det gik det op for mig at det ikke var en cd, men at min kæreste var her og spillede live. Så jeg løb ned for enden af cafén, og rigtig nok sad han bare der på en bar stol og spillede og sang. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig og da vi endelig krammede, klappede alle på cafen. En times tid efter bestilte min kæreste is dessert til os, og da jeg begyndte at spise min is fik jeg en ring op på skeen, og min kæreste rejste sig og gik på knæ, og sagde disse ord. ”vil du gifte dig med mig” og jeg svaret ja. Så jeg kunne lige starte forfra med at græde og ryste…

Jeg syntes lige jeg ville dele denne oplevelse med jer der hjemme, da det har betydet meget for mig.

Billedet er taget ca. 15 min efter min overraskelse.  Ud over dette går det fint her nede, og på arbejdet. Sommeren er så småt begyndt, så det kan man jo ikke klage over. Vil dog godt snart hjem, da jeg syntes at jeg er blevet mættet nok, af udlandet for denne gang. 

Hej Hej…..

Vi er jo flytted til vores eget lille hus, eller skur, eller hvad vi lige skal kalde det.. som ligger mellem en æble og kiwi plantage, lidt ude for Motueka.. så dejligt stille omkring os….

vores nye “hus”, og vores seje bil

Vi har jo også lige haft ferie i 2 uger, det var godt nok skønt at lave lidt andet en at arbejde, og få lov til at se lidt af New Zealand, og ikke kun lige hvor vi er. Vi har været lidt syd på, op og ned af bjergende, som ikke er det aller fedeste at køre i, men køre turen er nu gået ok, dog lidt træt af at køre så meget , når det desværre kun er mig der kan køre bilen, da Rikke ikke har noget køre kort, men vi har da taget nogen pauser engang i mellem. Vi nået dog kun 2 overnatninger, inden vi besluttede at køre tilbage da Rikke ikke var helt på toppen. Så hjem igen til Motueka.. men det var nu noget af en oplevelse af ligevel med den flotte natur, med bjerge, de flotteste strande osv.

en super flot strand, vi kørte forbi, og måtte da lige se på den.

Rikke og jeg på stranden

indgangen til Pancaks Rocks

Pancaks Rocks

Pancaks Rocks

flot udsigt…

der er ikke meget plads til at komme igennem

Anden uge var vi en tur til Wellington.

Det har været en lidt hård tur, men det har stadig været en oplevelse at se Wellington. Turen derhen var også lidt hård men det var nu de 3 timers kørsel jeg blev træt af, så sov næsten hele turen på færgen til Wellington.

på færgen i Pikton mod Wellington

Rikke og jeg på Færgen…

Da vi så kom til Wellington stod vi jo bare der midt i det hele og ikke vidste hvor vi skulle bevæges og hen, men så kom der en dame som vil følge os til en af backpakker stederen… vi syntes at gå i en evighed, også skulle hun lige vise os alt muligt på vejen, hun virkede lidt tossed, men vi nået da til sidst der hen, men valgte at gå et andet sted hen da, vi syntes det var for dyrt, og der kunne vi ikke bruge vores BBH kort, men det kunne vi det andet sted. Først sagde manden at vi skulle betale 99 dollers altså næsten 400kr for et dobbelværelse pr. nat og vi skulle have to nætter… men så kom vi lige i tanke om at vi havde det her BBH kort og BBH bibel hvor der står priser i og dem skal de rette sig efter, så vi fik det til 45 doller per nat for os begge to så det var ikke så tossed…. smiler J

Wellington er sku en stor by, med masser af butikker osv, men tætte gader og en masse biler, jeg er nu glad for at jeg ikke skal køre der.. puha… det ville da gå helt galt… Da det jo også lige er i den forkerte side man køre….

i Wellington hvor forskellige knustner har fået lov til at udsmykke byen

lig lige mærke til at nogen buserne, køre lige som gamle sporvogne, med kabler…

vi fik noget rigtig godt at spise de forskellige steder vi var, så ved vi det til næste gang vi skal der til…. men men men det bliver sku ikke med færgen igen………… det var godt nok en vildt tur vi fik der.. på vej hjem.. noget af en ruthebane tur, men så bare lige et par timer…Det var sku godt nok ubehageligt den tur vi havde hjem…. vi fik af vide at der havde været 8 meter høje bølger, godt jeg ikke arbejdet på den båd og skulle tilbage igen… da vi kom et andet sted hen at side efter vi havde side forrest i skibet  og havde været ved at kaste op hele tiden…  og hørt tallerkner osv smadrer, og båden gyngede, hoppede larmede osv.(Rikke kastede godt nok op til sidst… puha ikke rart….) og kom længere bag ved i en bar, gik det lidt bedre.. men flaskerne i køleskabet faldt ud og smadret et par gange, så der stank af sprut osv, ikke lige det bedste når man er dårlig i forvejen…. men det gik dog lidt bedre derefter… 

Puhaa ikke helt på toppen efter turen… men smukt er det på vej ind til Pikton igen…

Men så havde vi jo også lige en tur i bilen på 3 timer.. puha jeg var sku ikke meget værd da vi kom hjem… samtidig havde jeg ondt i halen og ondt i kroppen.. så var ikke lige på toppen… Så det er nok meget godt  vi lige havde et par dage inden vi starter på job igen i morgen… øv øv øv øv øv …………. man kunne nu godt bruge et par uger mere… hmmm men sådan er det desværre ikke…

Vi har forresten også oplevede jordskæld. Vi vågnede op en morgen af,at vores senge stod og rystede.. det var godt nok mærkeligt, men det gik hurtigt over, men i nyhederne sagde de at det havde ligget på 5,6 på skalaen, men selve jordskældet var langt fra os helt over på øst siden, men vi kunne stadig mærke det…

Det største mål og sværeste udfordring for mig ved, at være i udlands praktik er, at kunne forstå og blive forstået på engelsk, da det aldrig har været min stærkeste siden, og da det er over 10 år siden jeg rigtig har snakket og brugt mit engelsk.

·        Dette vil jeg gøre ved, ikke at være bange for at snakke med familien vi bor hos, børnene, pædagogerne, forældrene og de forskellige mennesker jeg møder på min vej, være nysgerie og spørge, når der er noget jeg ikke forstår.

Mit mål er også at få en forståelse og tilegne mig viden om hvordan de i new Zealand arbejder på småbørns området.

·        Dette vil jeg gøre ved at, se og opleve forskellige institutioner, og ikke kun være i en institution, så jeg får et breder syn på hvordan de forskellige arbejder. At være observerende, at være spørgende, lyttende og suge til mig så godt jeg kan, og prøve ikke at lade sproget være en hindring.

Jeg vil tilegne mig viden og en forståelse af New Zealands kultur.

 ·        Det vil jeg gøre ved at lære forskellige ting på Maori, da det er deres oprindelige sprog, ved at skabe sociale relationer i institutionen og involverer mig i det daglige arbejde, og deltage engageret i aktiviteterne med børnene, og indgå i et dynamisk samarbejde med personalet.

Jeg vil integrere mig i det New Zealandske liv og opleve landet.

·        Det vil jeg gøre ved at skabe et socialt netværk uden for institutionen og ved at rejse rundt i New Zealand.

Så er der gået sin tid siden jeg har skrevet på min blok. Jeg har været på besøg i den institution som var meningen, at jeg skulle ha været i hele perioden, men var der bare en uge, for at få en fornemmelse af hvordan de arbejder. Der er lidt forskel i antal af børn, da de har 45 børn om morgen/formiddagen og 45 børn om eftermiddagen. I forhold til den børnehave jeg er i nu som har ca. 25-30 børn både morgen og eftermiddag. Det andet er også at den ligger inde i Nelson, som er en noget større by en Motueka, hvor jeg er nu. Så en køre tur på ca. 45 min og en masse trafik når man når til byen, og det har været stor udfordring, da man jo køre i venstre side af vejen, og i denne uge har kørt alene i bilen. Men ellers har de to institutioner meget af de samme ting og værdier.

 Ud over det så er vi blevet hus lejrer, og får nøglen og flytter ind på fredag d. 21-09-07… Det glæder vi os utrolig meget til, da vi længe har, ville flytte fra den familie vi bor hos nu, og da min kæreste kommer ned til mig længe før jeg havde regnede med, og bliver til vi selv skal hjem, og Rikkes far og en veninde kommer på besøg til december, så vi ville blive for mange mennesker her i huset. Så efter et stykke tid hvor vi har været på bolig jagt og set lidt af hvert, fra den fedeste lejlighed ved vandet, til det mest gustne sted ude på landet, med toilet og bad seperart uden for, så har vi nu fundet et lille hus, midt i æble og kiwi plantage, så er maden jo også klaret…….

Ellers går det hele som det skal lige nu, efter at vi tog beslutningen at flytte. Da det har været ret hårdt oven i alle de andre bekymringer og anderledes ting, man skal tage stilling til.

Til fest

(edit this)

Lørdag D. 1-9-07 var vi blevet inteveret til en 21 års fødselsdag, selvom vi ikke kente hende der havde fødselsdag, men blev inviteret af hende mor, som er en af forældrene i min børnehave, efter at jeg havde en snak med hende, om vi også i danmark holdt den helt store fest når man blev 21 år, men det har vi jo ikke, men 18 år.  Først viste vi ikke rigtig om vi skulle sige ja, men her nede, skal man bare sige ja når man bliver inviteret inden for i private hjem. Og det var da godt at vi gjorde det, for det var en kanon fest. Rikke og jeg gik op og sang en dansk fødselsdagssang for hende, som alle  syntes var kanon sjovt, og de ville ha at vi sang mere, men det gjorde vi altså ikke…….   

Billedet er taget ud af vinduet på flyet……… 

Hej alle…

Så bliver det lige det første her over fra. Det har ikke lige været så nemt for mig at finde ud af det her med denne blok, så jeg prøver nu så godt jeg kan. 

 Flyveturen her over, var en meget lang tur, for det første fordi jeg aldrig har fløjet før, og for det andet tog det  ca. 24 timer + en masse vente tid i Japan ca. 8 timer.

det har været rigtig rart at vi var to der skulle afsted, en til at snakke med på turen og to til at blive enige om hvor man skal hen i lufthavnene, specielt i Japan for den var godt nok stor…. men efter 4 fly nået vi til Nelson på sydøen i New Zealand. Vi blev hented af Julie som vi bor hos, sammen med hendes mand Grant og deres to drenge, Mark på 5 og Aaron på 11 år.

Vi har fået hvert vores værelse, med hvert vores bad og toilet.. Så det kan man hvist ikke klage over. Vi oplevede ikke så meget den første tid da jeg blev syg, med diare opkast osv.  men kom på toppen igen efter  nogen dage, lige før vi skulle starte i praktiken. Min praktik blev laved om, så jeg kunne blive i Motueka hvor vi bor, da der ikke var helt styr på Rikkes praktik, og havde det ikke så godt med at skulle køre alene til Nelson hver dag, ca 45 min kørsel. Og ikke nok med det så køre man jo i den forkerte side af vejen, eller jeg mener i venstre side, og da jeg ikke havde fået øved mig i at køre var det lidt risikabel, at sende mig alene afsted på sådan en tur. Ikke nok med at man køre i den anden side og sidder i den anden side af bilen, så er det nogen meget snoet veje med stejle bakker osv. ikke ligesom i det flade Danmark.  Det går dog meget bedre nu, efter noget øvelse, i vores gamle bil ” Det Hvide Lyn” som vi har købt her nede, men det er godt nok mærkeligt, man føler at man starter forefra med at køre bil.

I starten havde vi ikke noget internettet, da det ikke var helt så nemt som vi troed, så til at starte med sad vi på en net cafe. Det er lidt besværligt, at snakke med familien, venner, kærest på skype, eller msn, når det er 10 timers forskeld. Så enten skal man meget tidlig op om morgen for at snakke med dem der hjemme, eller også kan man side det halve af natten, bare for at ha lidt kumunikation på hjemme fronten.

Så er jeg igang, med den nye blog…. billed af alle der skal i udlands praktik.