1. rejsebrev i New Zealand
At stå i Kastrup lufthavn og vente på at skulle af sted, var en meget specielt følelse. Følelsen var både glæde, fordi man har ventet mange måneder på at skulle af sted, og følelsen og tanken om først at komme tilbage til Danmark efter 6 måneder var meget mærkeligt og en skrammende tanke for mig, en følelse der er svært at beskrive. Dagen var d. 25-07-07, hvor flyet lettede kl. 15:45 og den første udfordring var på vej, da det for mig var min første oplevelse med at flyve. Efter over 30 timer havde vi nået vores destination, New Zealand på syd øen. Vi blev hentet af Julie i lufthaven i Nelson, og blev kørt en time mod syd, til en by som hedder Motueka. Ud over de mange indtryk vi allerede havde fået på vores lange rejse, blev vi lige bombarderet med endnu flere bare på vores lille tur, til familiens hus. Synet af New Zealands flotte natur med bjerge som skyder højt op i himlen, og ud over det var der også 10 timers tidsforskel fra Danmark og vinter med 10 grader om dagen og ned til 0 grader om natten.
Vi startet med at bo hos en familie, som vi havde kontakt med inden vi forlod Danmark, en familie med mor og far og 2 drenge børn på 5 og 11 år. De bor i et nyt hus i den pæne del af byen. Det gode ved dette var at vi kunne spørge til en masse, så to spørgejørgener var landet i deres hjem. De havde hjulpet os med at finde en bil, som bestemt er nødvendig i dette land, hvis man skal rundt, da den offentlige trafik ikke lige er den bedste lige i denne del af landet. Første køre tur var som at starte forfra med at køre bil, da man køre i den forkerte side af vejen eller jeg mener i venstre side af vejen, så mange nye indtryk og tilvænninger fra start. Efter at havde boet hos familien i ca. 2 måneder, var det tid for os at finde vores eget sted at bo, af flere grunde. Vi fandt et lille hus, midt i en æble og kiwi plantage lidt ude for byen, hvor der også er plads til de besøgende vi med tiden ville få fra Danmark.
I den institution jeg skal være i det meste af tiden her i New Zealand, er en børnehave hvor de har børn fra 3-5 år. De har delt børnene op, så de store børn på 4-5 år er der om morgen og børnene fra 3-4 år er der om eftermiddagen. Når børnene bliver 4 år bliver de rykkede til morgen holdet og dagen efter deres 5 årrig fødselsdag kommer de i skole. Børnene har fri leg det meste af dagen på nær de 3 gange om dagen hvor de har samling, hvor pædagogerne (teather som de hedder her) lære børnene deres nationalsang, forskellige ord og sætninger på Maori, som er deres nationalsprog, forskellige sanglege, musik, drama osv.
Det er et meget åbent og venligt befolkning man møder her i landet, som man lige skal vende sig lidt til da, man alle steder, om det er på posthuset, i en tøjforretning, i supermarked eller på en restaurant bliver spurt om hvordan man har det, og har med tiden lært at man bare skal sige at man har det godt og det altså ikke er ens livs historie de er ude efter. Toldmodighed er også en ting man må lære, da alting ikke lige går så hurtigt som der hjemme, men på den positive måde. De stresser ikke over deres hverdag, som man godt kunne lære en hel del af i Danmark.
Vi har lært en hel del mennesker at kende her i området, og har socialiseret os en del i vores fritid. Vi har spillede basket boldt engang om ugen, vi går til Kapahaka om søndagen, en national dans hvor man står på en lang række og jonglere med en slags boldt på snor, og som vi også har opvist med til en stor fødselsdag, på festival, og skal igen til et arrangement med band og musik.
Vi har også oplevede New Zealands natur kræfter, med jordskælv der vækkede os en nat hvor sengen rystede og det hele rungede. Lyn og brag så dørene i huset klaprede og en tur med færgen fra nord til syd øen, hvor der var 8 meter høje bølger, og alle på færgen var syge og kastede op.
Ud over det, er det ikke så billigt som jeg havde regnet med, så på nuværende tidspunkt har jeg fået brugt de penge, der skulle havet været til hele turen, så jeg bliver nok nød til at sende en lille sød mail til banken. J
